Søster

Man vender sig aldrig til tanken…

Jeg husker det så tydeligt og alligevel erindrer jeg kun brudstykker. Jeg stod i Jysk og da Jacob ringede. 
Jeg vidste at der var noget galt. Han havde lige været ved læge og de havde sagt, at der sandsynligvis 
var noget galt med nyrerne. Kort tid efter blev han akut indlagt, det hele virkede uvirkeligt, men det 
skulle vise sig kun at være starten på et sandt helvede.

Det gik ellers lige så godt. Tre måneder tidligere havde vi sammen været på træningslejr i Harzen 
og han var for alvor på vej tilbage efter en lang skadespause. Blot to måneder tidligere havde han 
vist rigtig gode takter ved et triathlonstævne i Norge. Samtidigt virkede han til at befinde sig godt 
på skolen i det sydfynske.  Jeg håbede at han endelig skulle have den medgang han mere end nogen 
anden har fortjent.

Indlagt -første gang

To gange var han indlagt på OUH i efteråret 2006. Jeg var glad for at bo i Odense. Ikke at jeg kunne
gøre så meget, men det at være der, var da det mindste jeg kunne gøre. Vel var det trist at skulle
besøge sin bror på sygehuset, men tidshorisonten var trods alt, på det tidspunkt, overskuelig.

Efteråret gik og det nye år nærmede sig. Den forventede fremgang i Jacob tilstand udeblev. 
Faktisk blev han kun mere og mere syg.  Foråret kom og sygdommen tiltog yderligere. Han var 
jævnligt til kontrol på nyrerambulatoriet. Men efter at have haft influenza-lignende symptomer 
i over en måned, måtte han til sidst bede om en yderligere kontrol.

Jeg husker tydeligt hvordan han sad i venteværelset med skiftende kulderystelser og feberture. 
Jeg glemmer heller ikke lægens udtryk straks han så Jacob.  -Lægen ringede til nyrerafdelingen 
og sagde at Jacob skulle indlægges med det samme. Til deres svar om at der ikke var plads, 
svarede han blot at så måtte de udskrive én…  Det var alvor nu.

Medicinbøger og bange anelser

De første dage var han isoleret. De var bange for at han havde den særdeles smitsomme
 Roskilde-syge.   -Havde han da bare været så heldig(!).  Da han begyndte at få voldsomme
 dunkende smerter i ryggen, begyndte min bange anelser for alvor.  Medicinbøgerne havde ligget 
på mit natbord et stykke tid, men cancer-siderne var behændigt undgået.  Mange tanker fór igennem 
hovedet på mig når jeg cyklede hjem om aftenen fra de daglige besøg på sygehuset. Det blev svære 
og svære at sove om natten, intuitionen sagde at der var noget rivende galt -og dybest set også
 hvad der var galt.

Jeg turde næsten ikke tænke tanken fuldt ud, som om jeg var bange for at det ville blive virkelighed. 
Et forsigtigt kig på cancer-siderne bekræftede kun mine bange anelser. Næste aften blev han sent på 
aftenen sendt til røntgen. Hjemturen fra sygehuset blev den hidtil værste. På alle måder mørk og kold. 
Næste dag  fik han konstateret en forstørrede lymfeknuder på halsen. Allerede da fik han at vide, at der
 var mistanke om kræft. Jeg var chokeret, men dybest set ikke overrasket.  Jacob var selvsagt påvirket 
af den pludselige drejning. Vi gik en tur langs åen nær sygehuset. Snakkede lidt frem og tilbage om
 situationen. Der var kun at vente. En knude skulle fjernes den efterfølgende dag, men svaret ville først 
komme 5 dage senere.

Uretfærdighed og afmagt

Ventetiden føltes uendelig. Den skelsættende onsdag oprandt. Kl. 14 husker jeg tydeligt.  Jeg var med 
til samtale og så, før der blev sagt noget, ordene Mb. Hodgkins på lægens papirer. Jeg vidste udmærket
 hvad det betød, jeg kunne snart medicinbøgerne udenad.  Vi gik endnu en tur langs åen, der blev ikke 
sagt mange ord. Vi kiggede på ænderne der svømmede fredeligt rundt.  Ringede til de nærmeste. Jeg var 
nærmest vred. Jeg ved ikke på hvem eller hvad, bare vred -og skuffet.  Skuffet over de højere magter, 
eller måske nærmere skæbnen.  En følelse af forbandet uretfærdighed -en følelse af afmagt. Jeg ville gøre
 hvad som helst, give hvad som helst. Nogle gange er verden bare så forbandet uretfærdig(…Smilie: ;)  

Endnu en uge gik. Måske havde det værste chok lagt sig. Men yderligere undersøgelser havde vist at 
kræftsygdommen var mere fremskreden end først antaget. Det betød også en mere aggressiv behandling 
end først planlagt.

Kampen mod kræften

Man fristes til at sige at Jacob har taget det pænt. Men de ord kan jeg ikke li’. Det handler ikke om at tage
det pænt, hvad det så end vil sige. Det handler om at kæmpe som man aldrig før har kæmpet. Det handler 
om mod til at være så svag som man aldrig før har været det. Det handler om tålmodighed. Og det handler
ikke mindst om tillid -tillid til sygehuspersonale og behandlingsmetoder. Vi fik at vide at prognosen for
Jacobs diagnose var god, det hjalp selvfølgeligt lidt. Men vigtigst af alt vidste vi at Jacob er stærk og
stædig som bare pokker.

Når en af sine nærmeste bliver alvor syg, tror jeg at man lukker rigtig meget ude. Et tilbageblik 
på hele Jacobs sygdomsforløb syner grå og tåget. Jeg så ikke træerne springe ud, mærkede ikke 
solen skinne, hørte ikke fuglene synge. Jeg ved ikke hvad der skete rundt omkring i verden. Jeg hørte
ikke andre folks problemer. Havde skyklapper på. Alt andet var forbandet ligegyldig.

Jeg prøvede at koncentrere al min energi om at hjælpe Jacob, velvidende at det var meget begrænset hvad
jeg kunne gøre. Men forsøget, forsøget på at gøre mit bedste var det eneste der kunne give en smule ro 
i sindet. Nætterne var lange, det var ikke altid at jeg sov. Men jeg stod bare op, afsted på arbejde og 
prøvede at gøre mit bedste. Men jeg var ligeglad, ligeglad med alt andet end at Jacob blev rask.
Folks ”små” problemer irriterede mig.

Overrasket

I virkeligheden var jeg overrasket over min egen reaktion, overrasket over at jeg kunne være så ligeglad 
med alt andet.  Jeg ændrede i det hele taget holdning til mange ting og tror aldrig at jeg bliver den samme 
igen. -Pludselig lægger man mærke til alt hvad der omhandler kræft og bliver langt mere påvirket af at høre
om andre med kræft.

Noget af det sværeste har været at fortælle andre om Jacobs sygdom. Det er som man selv får bearbejdet 
nogle ting hen af vejen, men at høre andres reaktion rammer tilbage med dobbelt kraft på godt og ondt. 
Omvendt tror jeg at det er en af de måder man kan hjælpe en kræftramt, netop ved at påtage sig 
nogle af de ”praktiske opgaver”.

Et år er gået siden det hele startede. Heldigvis er der god fremgang at spore og troen på en lykkelig 
afslutning er stor. Det hele er kommet en smule på afstand og alligevel virker det så uvirkeligt 
-og bare det var. 
Jeg vender mig aldrig til tanken…  

Ikke sjældent hører man kræftpatienter, der er kommet helskindet ud på den anden side, påstå at de ikke 
ville have været sygdommen foruden. Som tilskuer fra sidelinien begynder jeg måske, at forstå lidt af hvad
 de mener. -Kan man klarer sig igennem sådan en sygdom, kan man klare ufattelig meget!

Til sidst en kæmpe stor tak til alle der har bakket op i en svær tid -det betyder ufattelig meget. Jeg håber
at mit bidrag til hjemmesiden kan bruges af andre der måtte komme i samme uheldige situation.

                                                                       Hilsen Helene 
                                                                       (okt.  2007)

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


5 × = femten

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>