Sygeplejerske

“Hvordan kan du holde det ud?” Et spørgsmål jeg har ofte har fået stillet som sygeplejerske på en kræftafdeling. Jeg føler mig lige overrumplet hver gang, for man kan ikke besvare det spørgsmål med en kort sætning. Hvis jeg blot siger, at jeg er meget glad for mit arbejde så er det med risiko for at blive misforstået som en person, der elsker andres lidelser.
“Er det ikke et frygteligt trist sted at arbejde?” lyder et ligeså ofte stillet spørgsmål. Og jo, der er selvfølgelig alvorlige og svære samtaler/situationer, men der er også megen humor, og en rar atmosfære.
 
For at forstå, hvorfor jeg kan holde det ud og endda gå glad på arbejde bliver man nødt til at forstå hvad mit arbejde består i; Det er ikke “bare” at give en behandling. Nej, det er menneske, som er truet på sit liv, der har brug for, ikke bare medicin, men også en masse viden og støtte til at komme igennem sit sygdomsforløb. Dette er et emne, der er skrevet mange lange bøger om, men jeg vil forsøge at holde mig til hvordan jeg ser mit virke. Som sygeplejerske er det blandt andet min opgave at formidle min viden om medicinen, bivirkninger, forholdsregler, fortælle hvordan man håndterer problemer, der kan opstå derhjemme, hvornår man skal kontakte afdelingen, hvad man må og ikke må. Der er en masse konkrete opgaver i forbindelse med starten af et behandlingsforløb. Det er heri jeg har min professionelle tilgang til mit arbejde. Jeg hjælper ikke patienten ved at sætte mig ned og græde sammen med ham/hende, bekræfte dem i hvor forfærdeligt sørgeligt og uretfærdigt det hele er. Men det er rigtigt vigtigt for mig at vide hvordan den enkelte patient opfatter sin situation, hvordan har resten af familien det, er der nogen, som patienten kan trække på, tale med, er der børn? Er patienten under uddannelse, hvad siger arbejdsgiveren osv. osv. Straks afføder det en masse nye aspekter, hvor jeg som sygeplejerske kan formidle kontakt til andre fagpersoner, eller “bare” lytte. Når jeg er sammen med en patient, så er jeg min profession som sygeplejerske meget bevidst. Der ligger nogle forventninger til mig i den rolle. Det er jo mit arbejde, jeg får løn for det. Jeg har en uddannelse, viden og erfaring som gør mig i stand til at varetage dette job.
 
En mere personlig årsag til at jeg er glad for mit arbejde er alle de søde, stærke, dejlige mennesker jeg møder hver dag. Som gang på gang overrasker mig med at vise et overskud og omtanke overfor andre. Jeg lærer noget om menneskelige reaktioner og om mig selv hver dag. Det er et stort privilegium at få lov til at være så tæt på andre mennekser hver dag og få indblik i deres liv og tanker. Det er selvfølgelig også her det kan blive svært. når man hver dag bliver konfronteret med mennesker, der har døden som en fast og meget nærværende “følgesvend”, så bliver jeg også konfronteret med min egen udødelighed. Det er svært ikke at identificere sig med en patient på sin egen alder. GISP! Det kunne lige så godt have været dig.
Mange patienter kommer vi som sygeplejsker også til at kende rigtigt godt. Nogle patienter kommer tættere på ens hjerte end andre. Sådan er det bare. Jacob sagde engang til mig, at han syntes det var så underligt; jeg kendte en masse til hans person og liv, men han kendte intet til mig og mit liv. Det var ikke et ligeværdigt forhold, tror jeg han sagde. Og det er jo rigtigt. Da jeg startede på afdelingen for 6 år siden var jeg målløs over så meget sygeplejerskerne fortalte om deres privatliv til patienterne. Det var utænkeligt for mig dengang, men efterhånden har jeg lært at give (i mine øjne) meget mere slip. Der er visse ting jeg aldrig kunne drømme om at involvere patienterne i, men jeg er udmærket klar over, at den grænse er meget individuel. For mig er det en form for blufærdighed, men også respekt for patienten. Jeg synes, at vores patienter har så mange problemer at forholde sig til, at de ikke også skal forholde sig til om jeg ikke har haft en pause idag, eller om mine børn har influenza.
 
Der er dog nogle dage, hvor jeg tager mit arbejde med hjem, og det er når der har været for travlt i afdelingen. Når jeg ikke nåede med til den første samtale med en ny patient, hvor der ikke var tid til at informere og lytte hvor der var behov. Når jeg ikke kan huske om jeg fik givet patienten den fornødne medicin med hjem, eller om der nu blev rettet på patientens medicinskema. Det er simpelthen det allerværste, når man som sygeplejerske kan se, at man ikke kan nå at give den optimale pleje og den slags dage bliver der i øjeblikket desværre ikke færre af.
Når det så er sagt, så er jeg altså bare rigtig glad for mit arbejde, og jeg håber, at du forstår det lidt mere nu.
         

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


+ tre = 7

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>