Venner

Når ordet kræft dukker op i min hverdag – har jeg altid fået en underlig følelse i maven. 
Tanker om meget syge og uhelbredelige mennesker som dør dukker op i mine tanker og jeg bliver på en måde trist.
Men på den anden side tænker jeg også på, at det jo selvfølgelig ikke er noget som rammer mig eller nogen i min omgangkreds.

Da jeg fik at vide at Jacob havde kræft, blev jeg meget chokeret.  
En sportsmand som ham – det kunne virkelig ikke passe.  
Min første tanke var bare, at jeg skulle sende noget til ham for at vise sympati, 
men på den anden side havde vi ikke snakket sammen længe og jeg synes det virkede lidt anmassende
 og dumt. Tiden gik og jeg hørte sådan lidt frem og tilbage hvordan det stod til. 
Jeg tror ikke rigtig at det var gået op for mig, jeg havde jo ikke lige set ham så et eller 
andet sted var det måske lidt urealistisk og for uhyggeligt til, at det ku være sandt. 

Da jeg så så Jacob for første gang kunne jeg så konstatere at der var sket noget
 – han havde forandret sig ud ad til, 
men ellers var han den samme og sjove Jacob, som han altid har været. 
Dog gik det nok først op for mig for nogle uger siden, hvordan det virkelige liv er for ham. 
Jeg var inde og læse på hans fantastiske hjemmeside og dette satte endnu engang tankerne i gang. 
HVORFOR??? Ordet dukker op hele tiden og så igen. 

Men tankerne vender nu om igen, for selvfølgelig er det ubeskriveligt hårdt, 
men Jacob forstår også bare at få den vendt og samtidig sige, 
at han bare ikke vil acceptere det og derfor kæmper han imod på alle måder. 

Han gør alt hvad han kan i forhold til sygdommen og dens følger og han gør opmærksom på sig selv 
og det er sgu flot at han kan overskue alt dette. 
Det er alvor det her og jeg beundrer virkelig hans måde at tackle sygdomsforløbet på.

Jeg syns du er så sej Jacob – alt den energi du har, bliver brugt på alt mulig godt og 
jeg kan kun bakke dine frustrationer op, ang. lægernes udtalelser for at undgå kræft. 
Så let er det altså bare ikke og som en af mine klassekammerater sagde til mig 
efter at ha set udsendelsen i skum – ”der kan man bare se, alle kan jo gå hen og få kræft”. 
Men med det livsmod og den glæde du viser er jeg slet ikke i tvivl om, 
at du nok skal komme igennem alt dette – det tager tid men du skal nok klare den. 
Jeg tror på dig!!

                                                                                                             Knus JeanetteJ  

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


ni × 5 =

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>