Cancer – Tilbageblik

Ja så er det slut, det stopper bare, er jeg så rask nu? 
Det kunne da være at jeg skulle høre om jeg ikke lige kunne få en omgang [medicin:kemo/] mere, 
bare for at være sikker på at det er helt væk.

 

Når jeg sådan prøver at tænke tilbage på tiden fra den 4. april og frem til i dag d. 11. september, 
for at få et lille overblik, eller ligesom at gøre status over mit sygdomsforløb, 
ja så virker det så uvirkeligt. Det er som en drøm, nogen af de ting jeg har været igennem 
har jeg næsten glemt, og når jeg engang imellem kommer til at læse nogle af de tanker 
som jeg selv har skrevet, ja så kommer alle minderne frem igen. 
Jeg kommer til at tænke på alle de ting jeg har været igennem, på alle de nedture jeg har haft, 
og på alle de dejlig mennesker jeg har mødt.

 

Jeg har hele tiden sagt at jeg ikke vil finde mig i kræften, men ingen ved om man falder i et stort 
sort hul og ikke kan klare mere, det er en af de ting der er mest frustrerende ved kræften. 
Det at der bare ikke er nogen sammenhæng i hvem der rammes af kræft, 
det at man ikke ved om man får et tilbagefald, det at man ikke ved noget om hvordan man har det i morgen, 
det at man ikke ved hvordan man har det efter den næsten omgang [medicin:kemo/]


Jeg kommer til at tænke på de mange nætter, hvor jeg ikke har kunnet sove, 
fordi de mørke tanker er kommet og jeg ikke bare kunne slå den væk igen, 
fordi de har hobet sig op over længere tid. 
Når man ligger der om natten i mørket og ikke kan sove, ja så mærker man kræften, 
så er det man føler sig alene med sin sygdom. Så er det at angsten kommer, 
angsten for ikke at vågen op i morgen, 
angsten for om man har fået sagt de ting som skal siges til alle de menneske der har været der for en.

 

Jeg kommer også til at tænke på hvor fortvivlet det var i starten, da hele min verden så småt begyndte
at falde sammen. Det at jeg ikke skulle regne med at jeg komme til dyrke sport igen, at jeg ikke skulle 
regne med at jeg kunne forsætte nede på Den frie Læreskole. Jeg skulle forberede mig på at jeg det 
næste ½ år og mere, skulle stille på OUH hver 3. uge og i mellemtiden skulle have taget blodprøver
hver 3. dag. Det at jeg det næste lange stykke tid, ja måske år ikke ville kunne planlægge noget som helst.

 

En af de tanker som bliver ved med at vende tilbage til mig, gang på gang var omverdenen.     

Jeg var så bange for at folk ville tage afstand fra mig, holde sig væk fordi de ikke vidste 
hvad de skulle sige til mig, når de så mig. Bange for at jeg måske ville blive alene med mig
selv og mine tanker, lukke mig inde på et lille værelse, og bare sidder der og se til mens verden farer fordi.

Bange for om jeg ville kunne blive ved med at holde humøret oppe, efterhånden som 
jeg kom længere hen i forløbet, og om jeg vil blive rask igen. 
Hvad pokker skal jeg så lave hvis jeg ikke kommer til at dyrke sport igen? 
Den tanke slog jeg dog hurtigt ud af hovedet igen, for et liv uden sport, 
ja det eksisterer ikke i min verden.

 

Jeg kan også huske hvordan jeg i starten forgæves prøvede at følge med i alle de piller jeg skulle have, 
og da jeg så fik at vide at langt de fleste patienter selv havde styr på det med piller, 
og selv stod for at tage dem. 
Ja så var det ved at slå helt klik for mig, det virkede så uoverskueligt det hele. 
Det var som om alle de ting lægen og sygeplejersken sagde til mig, bare løb igennem mit hoved, 
som om jeg glemte det ligeså hurtig som jeg fik det af vide. 

Selv om jeg prøvede at huske det så godt som 
jeg nu kunne, ja så løbe det bare igennem og ordet kræft blev ved med at komme frem, 
Hvad hjælper det når jeg har kræft, kan i ikke se at jeg ikke kan overskue det. 
Nu må du tage dig samme Jacob sagde jeg til mig selv, gang på gang. 

Jeg har ikke været bange for at jeg ikke ville overleve kræften, 
nej det som jeg nok har / er mest bange for er hvad der så sker når jeg kommer 
over kræft sygdommen. Hvad er det næste, som jeg skal udsættes for? 
Det er måske også derfor jeg ikke er så glad lige nu, 
for hvad er nu hvis jeg bliver mere syg, eller hvad nu hvis…. 
Ja jeg vil ikke engang tænke på det.

 

Jeg føler på en måde at min fremtid er så usikker, 
jeg tør næsten ikke tænke på at jeg er rask, 
for man bliver så let skuffet, når man har med kræft at gøre.

 

Når jeg sådan tænker tilbage, ja så føler jeg på en måde at det næsten er gået for let, 
for jeg er kommet mig utrolig hurtigt efter næsten alle kemo behandlinger. 
Jeg har som sagt så mange gange før kun fået det bedre og bedre efter jeg er begyndt på [medicin:kemo/].

 

Jeg tænker også meget på alle dem der har været der for mig, alt den opbakning jeg har fået.

Hvor er det fantastisk at kende så mange dejlige mennesker, der altid står klar til at hjælp mig. 
Det er meget rørende at tænke på, at der skal en kræftsygdom til før man finder ud hvor heldig man er.

 

Jeg tror det ord som vil dække denne sygdomsperiode bedst, ja det må nok være frustration, 
denne frustration over ikke selv at kunne styre sin krop. 
Det at jeg er gået glip af så mange ting, 
ja jeg ved godt at jeg kun er 23 år og har et langt liv foran mig, 
så jeg skal nok nå det alt sammen, men sådan tænker man altså ikke når man er i det, 
så vil man gøre alt for at være med der hvor det sker.

 

Jeg er da glad for at det er slut på [medicin:kemo/], 

Sådan som jeg har det nu, ja så tror jeg ikke at jeg nogensinde vil kommer til at sige, 
at jeg ikke ville have været kræften foruden. Jeg er så bitter på kræften, 
og overalt det jeg er gået glip af, jeg er sikker på at jeg altid vil være sur på kræften,

over at den har stjålet så meget af mit liv.


Jeg er meget spændt på hvor lang tid der går inden jeg får et normalt liv igen. 
Jeg har ikke noget jeg skal nå, for jeg ved at der er lang vej endnu. 
Jeg vil stadig gå lige til grænsen, men jeg vil ikke lave noget dumt. 
For jeg gider ikke være syg mere, det er simpelthen spild af tid.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


syv − 6 =

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>