Så kom kræften

Jeg havde sådan glædet mig til at komme i praktik på Gymnastik og Idrætshøjskolen v/ Viborg. 
Det var lige drømmejobbet, det var dér jeg havde drømt om at komme i praktik. 
Så jeg var bare så glad da jeg stod der mandag morgen i svømmehallen parat til at starte min første praktik. 
Jeg frøs lidt og kunne ikke få varmen selvom jeg ikke var i vandet.

 

Om aftenen var jeg for træt til at deltage i andre ting. Jeg blev bare nød til at sove. 
Om morgenen var jeg også meget mere træt end jeg plejer. Jeg begyndte at kaste op, 
jeg kunne ikke holde pillerne i mig. 
Jeg fik rysteanfald, men jeg troede bare det skyldtes feber efter influenza. 
Efterhånden fik mor og far mig overtalt til at kontakte sygehuset.

 

Jeg kom ned på sygehuset og blev straks indlagt. 
Jeg havde 39.5 i feber (plus yderligere 1-1.5 grader som medicin dæmpede feberen med) 
og et infektionstal på 230 (normalt skal det ligge på 10). Jeg kom ind på stuen og fik anvist en seng, 
læger og sygeplejersker kunne ikke forstå hvordan pokker jeg kunne stå på benene. 
Efter at flere læger havde kigget på mig og foretaget forskellige undersøgelser bliver de enige om, 
at jeg skulle isoleres, da de troede at jeg havde Roskilde syge.

 

Det betød at jeg kom til at ligge på enestue og at sygeplejersker kom ind i noget der lignede rumdragter.
 -Og ja det ville også sige at man skider og spiser i det samme rum, 
da man ikke må forlade stuen. Når man er færdig med det ene eller det andet, 
så hiver man bare i en snor, og straks kommer der en ”rummand” løbende.

 

To dage efter blev jeg dog smidt ind på en to-mands stue. Dét var lykken. 
Ja altså ikke det at komme på to-mands stue, for det er ikke lykken skal jeg lige sige. 
Nej men det at jeg måtte komme ud på gangen og se andre mennesker, 
ja at der er andre levende væsner på afdelingen.

Jeg fik foretaget den ene undersøgelse efter den anden, 
taget temperatur, blodprøver, scanning osv.

 

Dagene gik og jeg begyndte at få rysteanfald samtidig med at feberen steg og faldt. 
Det blev værre og værre. Samtidig med anfaldene fik jeg ondt i ryggen, 
jeg kunne næsten ikke få vejret når det skete. 
Jeg lå bare vendte og drejede mig for at finde en stilling hvor det ikke gjorde ondt. 

Jeg har aldrig prøve noget lignende og håber aldrig jeg kommer til det igen. 
Når jeg skulle sige noget til læger eller sygeplejerske måtte 
jeg samle alle min kræfter for bare at kunne sige et eller to ord. Det eneste der kunne hjælpe, 
var en omgang morfin eller skal jeg sige 3 omgange i låret, 
så gik der som regel en halv time, og så begyndte smerten at aftage.

 

Som sagt før, blev jeg scannet flere gange og man bemærkede at mine lymfekirtler var større end normalt. 
De ville derfor operere en lymfesamling ud for at undersøge den. 
Jeg fik af vide, at de havde en mistanke om, at det kunne være lymfe kræft. 
Det tænkte jeg ikke nærmere over, for en ting var sikkert. – Jeg har sku da ikke lymfe kræft, 
nu må i lige tage jer samme.

 

De tror sku jeg lymfekræft sagde jeg da min søster kom, ja hvad pokker skal man sige. 
Næste dag fik jeg opereret en lymfeknude ud på 5 cm. i diameter (normal størrelse er ½- 2 cm.)

 

Dagen komme hvor jeg skulle have svar på undersøgelsen, jeg glædede mig til at få svar. 
Men jeg var også meget spændt, – for pokker hvor var det en lang dag. 
Jeg bliver vækket kl.6 for at få medicin, og jeg kunne ikke sove igen. 
Kl. 14 skulle vi snakke med lægen.

Der sad vi så, det var svært at fatte det han sagde til mig. 

Jeg var meget glad for at jeg havde en med til samtalen, for jeg husker ikke ret meget af det, 
men jeg fik da fat i at jeg havde lymfekræft (Hodgkins lymfon).

Efter den samtale havde jeg brug for frisk luft. Vi gik en tur ned til åen, 
jeg græd ikke jeg ville ikke græde selvom det var meget svært at holde tårerne tilbage, 
- det får du mig ikke til din dumme sygdom, jeg bøjer mig ikke for dig. 

Vi gik hen af stien, jeg hørte næsten ikke hvad min søster sagde til mig, 
jeg prøvede at tænke frem af, jeg ville ønske at jeg have haft en stor boksebold at slå løse på. 
Da vi komme tilbage til OUH var jeg mere klar i hovedet.


Jeg blev rykket ned på kræftafdeling om aftenen, ned til de syge. 
Det er lidt skræmmende når man første gang går ind af døren på kræft afdeling.

 

Men jeg var faktisk ved godt humør, vi blive mødt af en meget sød sygeplejerske som 
meget stille og roligt viste mig rundt på afdeling. Jeg kom til at bo på en to mands stue, 
som jeg havde for mig selv til at starte med. Min mor og far kom om aftenen, 
det meget rart at have dem hos sig.

 

Dagene gik, lægerne kunne ikke forstå at jeg blev ved med at få ryste anfald. 
Anfaldene kommer lige pludselige og jeg stiger i feber fra 36 til 41,5 i løbet af 15 minutter. 
Jeg fik samtidig mere og mere ondt i ryggen, anfaldene kunne nu vare op til 3 timer, 
og det begyndte at gå længere og længere inden morfinen virkede.

 

Lægerne kunne ikke finde ud af hvorfor jeg fik så stærke smerter i lænden. 
Pludselig en dag skulle jeg have fortaget en MR- scanning hurtigst muligt. 
Jeg bliver scannet kl.1 om natten, 
men det gav ikke noget konkret svar på smerterne og feberen, 
så jeg bliver stadig bombarderet med morfin og andet smertestillende.


Dagene gik med knoglemarvundersøgelse, PET-scanning osv. 
hvor man først får svar 3 dage efter.       

 

Sygeplejersken havde spurgt om min familie kom til stue gang. 
Det gjorde de ikke, for der var jo ikke noget særligt i vejen med mig, 
så der var ingen grund til at de kom hele vejen fra Viborg bare for at få det at vide, svarede jeg. 
Når jeg ser tilbage kan jeg ikke fatte at jeg har været så dum, at jeg ikke kunne se, at den var hel gal. 
- Når jeg fik et anfald var jeg f.eks. sikker på, at det var fordi jeg havde ligget for meget ned, 
-sådan havde jeg en forklaring på alting. Det er bare fordi jeg er træt, osv.

 

Jeg lå og sov da lægen kom ind, jeg tror aldrig jeg glemmer det, 
jeg vågner og fik øje på to læger og en sygeplejerske som så på mig med blikke som jeg ikke brød mig om, 
- så kunne jeg godt regne ud at der var noget glat, – ja for en gangs skyld blev jeg taget på sengen.

De fortalte mig at jeg ikke kun havde lymfekræft, 
men at kræften også sad i hofteskåle, lever og i rygmarven, og så hørte jeg ikke ret meget mere, 
andet end at prognoserne var gode. [medicin:S1/]

Jeg tænkte fedt, hvad bliver det næste så, hvad er det næste jeg skal udsættes for, kan det blive værre? 
Hvorfor mig?


Jeg ville stadig ikke græde, men denne gange kunne jeg ikke lade være, selv om jeg kæmpede i mod. 
På engang så jeg tilbage på mit liv, alle de ting jeg før havde set som store problemer 
betød ikke noget i forhold til at jeg nu har kræft. 

Lægen spurgte om jeg ville være lidt af alene, det ville jeg godt. 
Jeg havde brug for lige at få styr på tankerne. 
Jeg ville ringe til min mor og fortælle det, jeg håbede sådan de ville komme over til mig, 
for jeg havde bare sådan brug for dem. 
Jeg ringede op, men det eneste jeg kunne sige var, har i mulighed for at komme herover 
i morgen og tale med en læge, 
jo da sagde min mor, hvad er der i vejen, har du fået et dårligt svar? 
Det kan jeg ikke sige her, jeg kan ikke snakke mere sagde jeg, og lagde på, 
jeg brød fuldstændig sammen.

 

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordet kræft, jeg kunne ikke sige det. 
Jeg prøvede gang på gang at sige det til mig selv, 
at nu måtte jeg se at tage dig sammen og komme videre, 
- komme videre ja tak hvad hjælper det, når jeg så kommer over det, 
bliver jeg bare ramt af noget andet, noget der er værre.

 

Jeg lå bare der på stue 16 og havde ondt af mig selv, 
mens jeg på samme tid prøver at overbevise mig selv om, 
at der er andre i verden, der har større problemer end jeg.


Til sidst endte det med at jeg blev sur, nej ikke bare sur, jeg blev gal, det her vil jeg ikke finde mig i, 
det vil jeg ikke acceptere, hvis kræften tror at den bare lige kan komme og besætte min krop, 
så kan den godt tro om igen, jeg skal fandeme vise den, hvem jeg er.

 

Jeg følte at var klar i hovedet, eller det troede jeg i hvert fald, men et er at tænke ting inde i hovedet, 
noget andre er at snakke om det. 


Der gik et stykke tid inden jeg kunne snakke om det. 
I starten måtte jeg kæmpe en kamp for at holde tårerne tilbage når jeg snakkede om det, 
men jeg ville ikke græde for kræften skulle ikke bestemme om mig, 
den skal ikke over tage mig.

 

Der var rigtig mange der havde haft ringet og sendt smser til mig, 
om hvad der var i vejen, siden jeg ikke blev udskrevet, 
jeg havde bare sagt/skrevet at jeg det var noget med nyrerne, 
for man skiver ikke bar en sms, 
- hej jeg har lige få kræft, men elles går det godt, vi snakkes.

 

Det var meget svært for mig at ringe rundt og fortælle at jeg havde fået kræft, 
men heldigvis gjorde min familie et stort stykke arbejder med at ringe rundt og fortælle det. 
Det var meget vigtigt for mig at der ikke blev sat gang i alle mulige rygter.

 

Jeg ringede selv til min venner og fortalte det, 
det var sku svært for mig og jeg var ved at bryde sammen flere gange, 
men jeg gjorde det ikke, – jeg ville ikke.

 

Jeg var som sagt indlagt i 4 uger og jeg glemmer det aldrig, i de 4 uger lærte jeg på en gang livet at kende. 
Smerte, fortvivlelse, kærlighed, store op og ned ture. 
Når jeg tænker tilbage føles det som 4 år, fordi der skete så mange ting på de 4 uger, 
og et skide ord der for altid har forandret mit liv, 
ordet kræft vil altid følge mig. 
Det er som et usynligt mærke der er brændt fast.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


fem − = 2

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>