Cancer – Tanker

Når man ligesom jeg, er blevet vant til at komme og gå på OUH, Ja så begynder man på den ene eller anden måde at føle sig hjemme – og så alligevel ikke. I øjeblikket lever jeg i en kuffert

Så er jeg i Viborg (ved forældrene) eller DFL eller også er jeg inde på OUH. – Og bare det at finde ud af hvor pokker alle ens ting er, er ikke altid let. Men livet er jo som sagt ikke altid let.

 

På en måde er OUH mit andet hjem. Jeg kender alle sygeplejerskerne og lægerne på afd. X1 og X3. På en måde er det som om de er mine gamle venner, man ikke har set i stykke tid, når man kommer ind igen. Men jeg har jo også både oplevede op – og nedture sammen med den. Det er lidt mærkelig, at tænke på, at vi er på den ene side er så tæt på hinanden og alligevel så langt fra hinanden. De kender alt til mig, ja de kender min stærke og svage sider bedre end nogen anden. De har set mig græde, lide, fortvivle, være sur og glad. De er der når ingen andre er der, jeg ved da godt at der er deres arbejde, men alligevel….  Og hvad ved jeg om dem? – Ikke ret meget….

 

 Jeg skal være den første til at sige, at jeg har haft mange fordomme omkring sygeplejersker og læger. Men alle min fordomme tager jeg i mig igen, jeg har aldrig haft så stor respekt for sygeplejerske og læger som jeg har i dag. De er mine helte, ja jeg vil endda gå så langt som til at sige at de er hverdagens helte.

 

Det at kunne sætte sig stille og rolig ned for at fortælle, ” undersøgelser viser at du har kræft” for derefter at se folks øje fyldes med fortvivlelse eller det at skulle høre på den ene sygehistorie efter den anden dag efter dag.  Det kræver brede skuldre at leve i sådan en syg verden.

 

Nogle gange når jeg sidder ude på gangen og får kemo, ja så har jeg for alvor lagt mærke til hvor travlt de kære sygeplejerske har, de nærmest løber rundt ude på gangene, også lige inden de skal ind på en af stuerne, stopper de op, tager så en indånding og går så ind af døren. Når de er inde på stuen mærker man ikke noget til hvor stresset de er og hvilket pres de arbejder under, når der fx er plads til 28 på afdelingen og der er indlagt 40, ja så der godt nok knald på.

 

Men jeg overhovedet ikke mærket noget til det, hver eneste gang jeg har haft spørgsmål eller haft brug for at snakke, ja så har de altid haft den tid der skal til, for at give mig et ordentligt svar.

 

Jeg tror ikke at jeg ville kunne arbejde som sygeplejerske, jeg ville ikke kunne lade være med at tage det hele med hjem, jeg tror ikke at jeg ville kunne koble fra når jeg kom hjem.     

 

Jeg tror virkeligt at man få et andet syn på det at leve, når man går så tæt op og ned af døden hver dag.

Når man deler så mange op og nedtur med folk, når man er så tæt på patienter og så pludselig en dag stopper kontakten bare, det må da være meget mærkeligt.

 

På den ene side må man være meget glad, for at folk blive raske igen, men på den anden side må det også være meget mærkeligt når flok siger farvel, og siger – jeg håber aldrig at jeg kommer til at se dig igen.

 

Efter en et halvt år eller mere, ja så er det bare slut, og man komme måske aldrig til at hinanden igen.

Man kommer måske ikke til at se ham/hende igen, som man er kommet så tæt på igennem så lang tid. Det må være mærkeligt, men selvfølgelig bare det, at man ved at de lever og har det godt, er nok med til at holde en oppe. Ja hvis det altså går godt, for det må godt nok være svært, når det ikke går godt.

 

Jeg har mødt så mange fantastiske menneske inde på OUH. Menneske som hver dag går blandt levende og med døden og altid smilende.

 

Men hvem er de?  Hvor laver disse menneske når de har fri? Kan de også blive syge?

Men en ting er sikkert, disse menneske er ikke bare helte, nej de er engle.         

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


7 − = tre

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>