Cancer – Mig og cancer

Kræft, pludselig er man en dem, en af de syge, en af dem der ikke har hår på hovedet. 
Jeg kommer til at tænke på dem, der går rundt og samler ind og som jeg elles plejer at undgå. 
Men nu gør de det blandt andet for min skyld, og det kan da også godt ske jeg selv bliver 
en af dem der går og samler ind. 

Kræft er en sygdom som alle kender og som jeg aldrig selv havde troet skulle ramme mig, 
jeg er jo sund og dyrker masser af sport, men sådan skulle det ikke være. 
Alle de spørgsmål og fordomme man har omkring kræft, får man pludselig svar på. 
Og man lægger pludselige mærke til ordet kræft over det hele, i bøger, tv, aviser. 
Ordet har pludselig fået en anden betydning for mig. 

Men nu er jeg altså en af dem, og det må man så indrette sig efter, eller hvad? 
Jeg vil på ingen måde finde mig i kræft, og sydommen skal på ingen måde tage magten 
over mig. Den skal bare væk og det kan kun gå for langsomt. Jeg ved godt at læger 
ved meget mere om sygdom end jeg gør, og jeg gør da også som de siger for det meste. 
Jeg vil bare ikke acceptere kræftsygdommen og den skal ikke komme til og bestemme over mig. 

Selv om mine grænser pludselig er anderledes, og selv om man kæmper imod, kommer 
det af sig selv, pludselig går luften af ballonen. Man må bare håbe, at der ikke er 
så langt hjem, når man går død. Når man er vant til og træne 20- til 30 timer om ugen
+ en arbejdesuge gik fra 40- til 75 timer, så er det svært at finde sig i at man kun kan 
holde til cykle en halv time, (plejer at cykle i tre timer). 
Det er en af de ting, der har været svært at acceptere ved sygdommen.
Og når kemoen banker ens immunforsvar ned på 0, og man ikke må gå ud, i fare for 
at man bliver smittet af andre sygdomme og man lige lænkes til en seng med dope i 
armen fra kl. 6 om morgenen til kl.22 om aftenen, så mærker man sygdommen. 
Men fordelene ved at ligge lænket til sengen, er at man kan ligge og kigge ud på det dejlige 
solskinsvejr, og man får set alle de skøre tv-programmer, som man bare ikke kan leve uden at se. 

Man ligger bare der, og tænker på alle de ting man skal lave når man bliver rask. 
Når man bliver udskrevet føler man sig ligesom Egon Olsen, der bliver løsladt og ikke ved 
hvor lang tid der går, inden man ryger ind igen. 
På mange måder kan jeg godt følge Egon, for når man er inde, får man tid til at tænke, 
og man lægger planer for fremtiden. Selv om ens drøm og plan gang på gang ændres, 
så kæmper man videre, og går det glat, så må man ændre planen eller lave en ny plan. 
Det vigtigste er bare at man bevarer håbet om bedre tider og om fremtiden.
Når man så ligger der på afdelingen X1 og tænker over livet, tænker på alle de ting man 
ikke har nået og det som man skal nå. Man finder pludselig ud af hvem der er tæt på en. 
Man lærer pludselig at sætte pris på en masse andre ting, f.eks. det at man bor i et land, 
hvor man betaler skat, at man har en god familie og en masse venner der bakker en op.
Man kommer til at tænke på om man nu har fået sagt alle de ting til folk som skal siges, 
om hvor meget man sætter pris på dem. Man glemmer tit at rose folk, og før man får set 
sig om er de væk, og man står der og tænker på alle de ting som man skulle fortælle dem, 
så hvorfor ikke gøre det mens tid er.
Døden er pludselig kommet meget tæt på mig, jeg er desværre begyndt at tænke mere 
og mere over det at have kræft, og over at man kan dø af den sygdom. 
Det er mest når man ligger alene om aftenen på sygehuset eller ser nogle af de andre på gangene, 
som har det meget dårligere end jeg, men hvem ved om jeg kommer til at ligne dem 
næste gange jeg komme ind? Og hvem ved, om de er der næste gang eller om de er døde.
Det er svært og acceptere at man har kræft og hvorfor lige mig? Hvad har jeg gjort? 
Jeg ryger ikke, drikker ikke, hvorfor mig…hvorfor? Når jeg ser folk komme gående på gangen, 
med et dropstativ i den ene hånd, og en pakke smøger i den anden. Så er det at jeg tænker på, 
om de ikke er klar over at de har kræft. Jeg er ligeglad med om folk ryger, men jeg kan ikke 
forstå at de ikke stopper når de bliver indlagt på kræftafdelingen og for ilt i en slange op 
igennem næsen, så er man da ligeglad med livet, set i min øjne.
Jeg er villig til at gøre alt for at slippe for kræften, ja om jeg så skulle leve af vand og kærne-
mælk resten af mit liv, så gør jeg det. Der er så meget jeg ikke forstår i denne verden. 
Og verden er ikke altid som vi vil have den til at være, den er nogen gange hård mod os,
og man føler at man er magtesløs, og at der ikke er noget man kan stille op, man må bare 
indfinde sig med tingene som de er.
Men sådan fungerer det ikke, i hvert fald ikke i min verden, jeg vil kæmpe til det sidste 
og jeg ved at
jeg kommer tilbage til sporten, så bare vent, pludselig en dag står jeg der igen, 
ved starten, klar til at fyre den af.     
Så pas på derude, for jeg er på vej!
Se billeder af mit hoved 
her.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


fem + = 7

 

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>