Skanningssvar

Jeg har sovet rigtig godt i nat, men jeg var dog noget træt, da jeg stod op i morges. Jeg har, som jeg har skrevet før, følt mig meget afklaret omkring skanningssvaret. Det er jo på den hårde måde gået op for mig, at jeg ikke selv kan gøre noget. Derfor var jeg heller ikke nervøs, da jeg sad i bilen på vej mod OUH afdelingen X4, heller ikke da jeg ankom til OUH, ja jeg tænkte nærmest ikke engang på det. 
Næsten lige med samme vi kom ind af døren til X4, kom lægen og sagde, at det var min tur – så jeg nåede heller ikke der at tænke så meget over det. Der sad jeg så afslappet og rolig og ventede på at få at vide, hvordan det hele nu så ud. Lægen spurgte, hvordan det gik, og hvordan jeg havde det. Jeg svarede roligt, at jeg havde det rigtig godt og ikke havde noget at klage over. Så kom det, det som jeg har ventet på i et stykke tid, og som denne gang ikke kom bag på mig. Lægen sagde: jamen jeg har heller ikke rigtig noget negativt at sige denne gang. Da vi hørte det, var det som om min mor, far og søster med et gav et lettelsens suk og spidsede ører.  Lægen sagde, at der stadig var en lille prik på skanningsbillederne, men prikken har været der på næsten alle billeder, derfor var han næsten 100 % sikker på, at det ikke var en kræftknude. At dømme ud fra hvordan jeg har det nu, og ikke mindst det jeg går og laver/træner, ja så er der heller ikke noget at komme efter. Han kunne desværre ikke sige det, som jeg allerhelst ville høre, nemlig at jeg er helt  rask, men det her er så tæt på, som jeg kan komme. Nu er det, at jeg skal til at lære ikke at tænke på kræft mere. 
Jeg havde ikke forventet noget, da jeg kiggede ind af døren til lægen, for det turde jeg ikke. Jeg tror heller ikke, at det er gået helt op for mig, det jeg har fået at vide i dag. Næste gang jeg skal stille op på OUH er om 3 måneder, hvor jeg skal have taget blodprøver, og næste gang jeg skal skannes bliver først om et halvt år. Sådan kommer det til at være de næste to år – først efter to år kan jeg blive erklæret for rask. 
Det er som sagt ikke helt gået op for mig endnu. Det er det, jeg har drømt om i så lang tid, det er det der har fulgt mig, næsten hver eneste dag, og nu er jeg så tæt på målet, det er ikke til at beskrive.  Jeg er paf, helt paf, jeg skal lige have lidt tid til at tænke over det, og få det til at falde på plads inde i mit hoved, tænk en gang, de er næsten sikker på, at der ikke er mere kræft i mig. Ja for en gang skyld ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive mine følelser. Andet end at jeg bare er så lettet og ikke mindst lykkelig.